Skip to content

Samtale Salon med Aaja C. Larsen

onsdag 16. januar kl 19.00 – kl 20.30

Inspirerende Samtale Salon med Folketingsmedlem Aaja C. Larsen

 

D. 16 januar havde Det Grønlandske Hus fornøjelsen af at danne rammer for Aaja C. Larsens Samtale Salon, der lægger op til dialog og interkation med de fremmødte til en uformel snak om alt fra fakta om Grønland og uddannelsesrelaterede spørgsmål. Størstedelen af de fremmødte var studerende, som også undervejs kunne berette om udfordringer som ny studerende i Danmark og gav forslag til, hvordan viden om studieliv og boligforhold i Danmark kan tydeliggøres, inden man rejser fra Grønland.

Dialog

Den åbne dialog blev skabt af allerede nedskrevne spørgsmål, som både var sjove og alvorlige. Spørgsmålene omhandlede blandt andet, hvorvidt de fremmødte vidste om Grønland er en del af NATO, om danske børn og unge ved nok om Grønland, og om de syntes der er forskel på dansk og grønlandsk humor.

Formålet med Samtale Salonen for Aaja var at få indblik i, hvordan grønlandske studerende kan få endnu bedre vilkår for at færdiggøre uddannelse i Danmark. Med den åbne dialog fik Aaja en masse input, som kan hjælpe med at sætte politiske rammer for unge grønlændere der studerer i Danmark.

Lyskrydskort

Inden Samtale Salonen blev der uddelt et rødt, gult og grønt kort, som henholdsvis symboliserede nej, måske/ved ikke og ja. De fremmødte skulle efter hvert oplæst spørgsmål vise, om de var enige, uenige eller neutrale ved at række et af de tre kort op. Dette gav anledning for gode snakke med personlige holdninger og erindringer.

 

Det var en berigende aften hvor de fremmødte blev klogere og fik stillet spørgsmålstegn ved forskellige områder ligefra fordomme og uddannelse til kendskab om Grønland og Danmark.

Back To Top