f

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore. Excepteur sint lorem cupidatat.

Image Alt

Portræt af Ungaaq Kretzmann

Portræt af Ungaaq Kretzmann

Ungaaq Kretzmann er 36 år og uddannet fiskeriteknolog. Han arbejder i dag ved Royal Greenland, hvor han har en kontrakt på et år i Maniitsoq. Her står han bag flere projekter, der skal være med til at udvikle fiskeriet i Grønland.

”Vi har blandt andet lige fået et samarbejde med nogle folkeskoler om at få unge mennesker til at komme ud til fabrikkerne og skære fisketunger ud. Torsketunger er en delikatesse i mange lande, og det giver en rigtig god kilopris”, fortæller Ungaaq Kretzmann.

En af hans store ambitioner er at genfinde stoltheden i fiskerifaget i Grønland, og få flere unge mennesker til at se, at fiskeri ikke er noget, man skal være flov over.

”Mine forældres generation og mange generationer før dem, var stolte fiskere, og der er så mange måder, hvorpå man kan udvikle fiskeri, blandt andet ved at udnytte fangsten på den bedst mulige måde og se hvilken værdi, der ligger i alt det, vi frasorterer og smider ud, og det er blandt andet ved at skære torsketunger ud”, forklarer han.

Henover sommeren starter et andet projekt, hvor han er med til at udvikle fiskeolie.

Jeg fik udlevet min drøm

Uddannelsen tager to år, som han vælger at læse på Erhvervsakademi Midtvest i Holstebro, da den, i forhold til den lignende uddannelse i Grønland som procesteknolog i INULI i Narsaq, har adgang til flere virksomhedsbesøg undervejs, og det har været med til at give ham et større indblik i faget.

Han var blandt andet i 10 ugers praktik på Island.

”Fiskeri på Island er så langt mere fremme hvad angår udnyttelse og udvikling indenfor fiskeri, og det betyder rigtig meget for mig, at jeg får lov at se, hvordan de arbejder i andre lande, så jeg kan tage den erfaring med mig”, fortæller Ungaaq Kreutzmann, der blandt andet fik hjælp af Det Grønlandske Hus med praktikken.

”Det Grønlandske Hus har været et sikkerhedsnet for mig, mens jeg studerede, hvor de under hele forløbet har støttet op omkring de ting, som jeg ville, og de hjalp mig med at få udlevet min drøm på Island. På mange måder er grønlandske studerende rigtig heldige, fordi de har mulighed for at få så meget støtte undervejs”, siger han.

Det er her, jeg bliver gammel

Ungaaq Kreutzmann havde allerede en aftale med Royal Greenland, inden han blev færdiguddannet, og han rejste derfor hjem til Grønland efter eksaminerne sidste år.

”Det er her, jeg har mine rødder, og det er her, jeg bliver gammel, men jeg har også en rodløshed, og jeg vil gerne ud i verden og få noget international erfaring, og det vil også gavne Grønland rigtig meget”, understreger han.

Hans kontrakt med Royal Greenland udløber til november, og her drømmer han om at rejse til Canada eller tilbage til Island.

”Jeg drømmer om at udvikle fiskeriet i Grønland, og derfor vil jeg ud i verden, få ideer og gode forbindelser”, siger han.