Ring til os på +45 8611 0288

Følg os på Facebook 

Portræt af Tukummeq Løvstrøm Nielsen

Home / Studerende / Portrætter af Studerende / Portræt af færdiguddannede / Portræt af Tukummeq Løvstrøm Nielsen

”Det er hårdt, og det er det værd”

Jeg hedder Tukummeq Løvstrøm Nielsen, er 32 år og voksede op i Narsaq. Jeg kom til Danmark for at studere i 2015.

Jeg har netop, i januar måned 2022, færdiggjort min uddannelse som Professionsbachelor i Offentlig Administration (også kaldet Administrationsbachelor). I mit bachelorprojekt skrev jeg om, hvad øget hjemmearbejde gør i en organisation og for dens medarbejdere, med casestudie i FOF Aarhus (en folkeoplysningsforbundsorganisation).
Noget sjovt i starten af mine studieår i Aarhus var, at mange af mine daværende studiekammerater var overraskede over, at man som én, der for nylig var flyttet til Danmark som grønlandsk, kunne snakke dansk, og at de troede på, at man havde en isbjørneunge som kæledyr.
Det var meget svært at være alene i starten, fordi man flytter væk fra sin familie og nære venner, og hvor man lige skulle bruge noget tid for at lære sig selv at kende og finde ud af, hvad man vil i sit liv, – og hvor man ikke var vant til at være alene. Men det var også der, hvor Det Grønlandske Hus i Aarhus hjalp til.
Jeg har brugt alle de tilbud, jeg kunne bruge, fra Det Grønlandske Hus og vil anbefale alle grønlandske studerende at bruge alle de tilbud, som Det Grønlandske Hus tilbyder.
Lige nu er jeg i gang med at søge udfordringer i Aarhus området, så jeg kan videreudvikle mine nye kompetencer fra Administrationsbacheloruddannelsen.
Jeg har på hjerte at sige, at hvis du gerne vil tage en uddannelse eller læse videre, vil jeg anbefale, at du gør det. Det er aldrig for sent, det er hårdt, og det er det værd. Hvis jeg kan, kan du også.

En stor tak til Tukummeq Løvstrøm Nielsen fra uddannelsesvejledningen i Det Grønlandske Hus i Aarhus for at ville medvirke i vores portrætserie af færdiguddannede grønlandske studerende.