“I sidste ende er det ikke årene i dit liv, som tæller. Det er livet i dine år”.
Abraham Lincoln
Er du flyttet til Danmark inden for de sidste fire år, og har du det svært eller ønsker du hjælp til at opleve mere tryghed og glæde i dit liv?
Vi mennesker rummer alle slags tanker og følelser, og jeg vil gerne være med til at vise, hvordan man kan håndtere disse med accept i stedet for undgåelse, og hvordan man genvinder kontrollen og ejerskabet over sit liv, fremfor at opgive kampen.
Gennem et projekt der skal støtte nytilkomne grønlændere i Region Midtjylland, tilbyder jeg kortere terapi og rådgivningsforløb med fokus på at finde hjem til sig selv, at være nysgerrig på adfærd og dens funktion og finde nye veje til mestring og livskvalitet.
Mit navn er Rikke Overgaard, jeg er uddannet cand.pæd.psyk. og har efteruddannelser indenfor narrativ terapi og compassionfokuseret terapi. Jeg har særlig beskæftiget mig med børn og voksne, der har været udsat for traumatiske hændelser, oplevet stressbelastninger, angst og depression.
Samtaleforløbene vil foregå på dansk. Du er velkommen i Det Grønlandske Hus.