f

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore. Excepteur sint lorem cupidatat.

Image Alt

Ny direktør i Det Grønlandske Hus Aarhus

Efter en ansøgningsproces med et stort og velkvalificeret ansøgerfelt fra både Danmark og Grønland har bestyrelsen udvalgt Tanja Nielsen som ny direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus.
Tanja Nielsen er 49 år, født og opvokset i Grønland og bor i Skanderborg. Tanja er uddannet kemiker ved University of Alaska, Fairbanks i USA og Aarhus Universitet.
Tanja kommer fra DANVA, som er brancheforening for danske vandselskaber, og hun har været fondsadministrator for VTU-Fonden, senior rådgiver i en dansk rådgivende ingeniørvirksomhed og miljøchef i den første grønlandske guldmine.

Hun er godt kendt med frivilligt arbejde, blandt andet hos Røde Kors i Aarhus. Hun er også frivillig besøgsven i Det Grønlandske Hus i Aarhus og har desuden i en periode siddet i husets bestyrelse. Tanja har derfor et indgående kendskab til de udfordringer huset står i og kan initiere nye tiltag ved tiltrædelse.

”Tanja Nielsen tilfører en professionalisme med sine 8 år i Royal Arctic Lines bestyrelse og med indgående kendskab til forskellige brancher samt tilskudsgivere. Vi har en forventning til, at hun både kan skabe den struktur og ledelse i organisationen, som der er behov for. Vi har i bestyrelsen lagt stor vægt på at finde en leder, der matcher nutidens Grønland og ser udviklingsmuligheder og samarbejde heri med udgangspunkt i mødet mellem Grønland og Region Midtjylland. Vi er derfor meget glade for at have fundet en ny direktør med en samlende dansk og grønlandsk baggrund”, siger Aage Rais, bestyrelsesformand i Det Grønlandske Hus i Aarhus.

”Det Grønlandske Hus i Aarhus udfører vigtige opgaver og de ligger mit hjerte meget nær. De grønlandske studerendes oplevelser med mødet med Danmark kan jeg genkende til fulde, og husets medarbejdere udfører allerede et godt arbejde for at lette denne oplevelse. Det glæder jeg mig til at stå i spidsen for. Lige om lidt er en smuk kultursal klar til brug for alle de grønlandske foreninger og aktiviteter, der har savnet et fælles sted.
Når tiden engang bliver moden til det, glæder jeg mig til at skulle implementere en ny strategi i et behageligt samarbejde med brugerne, medarbejderne, tilskudsgiverne, bestyrelsen og interessenterne,” siger Tanja Nielsen.

Den nye direktør tiltræder 1. maj 2020