Menu

Det Grønlandske Hus får ny kultursal

28. november 2017: Den store, flotte blodbøg beskæres for at gøre plads til kultursalen

undefined

Der skal i fremtiden være bedre plads til at byde gæster på kaffemik, grønlandsk mad og kultur i Det Grønlandske Hus i Aarhus, som har modtaget støtte fra A.P. Møller Fonden til at udvide med en kultursal. Et byggeri, som nu er godkendt på byrådsmødet i Aarhus Kommune.

Det er ikke alle, der ved, at det hvide hus med kajakken på Dalgas Avenue 52, er den ”grønlandske ambassade” i Aarhus. Det bliver mere synligt nu, hvor huset udvider med en ny kultursal, et nyt indgangsparti, en større butik og flere arbejdspladser.

Det er blevet muligt på baggrund af en donation på seks millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. Og det glæder direktøren for Det Grønlandske Hus, Jørn Holbech. ”Vi vil gerne åbne huset mere for flere gæster og være med til at bygge bro mellem de grønlændere og danskere i Aarhus, som vil kigge ind til en kop kaffe eller deltage i flere og større arrangementer end dem, vi i forvejen har, ”siger Jørn Holbech, som understreger, at det nu bliver muligt, at adskille det administrative i huset på uddannelse - og socialområdet fra de gæster og foreninger, som ellers bruger huset til både faglige og festlige sammenkomster.

”Vi er i gang med en proces, hvor vi sætter fokus på grønlændernes styrker og gør op med gamle fordomme og myter. Vi vil med den nye bygning åbne dørene til et levende grønlandsk miljø og vise den kultur, som det moderne Grønland og grønlændere har at byde på, ” siger Jørn Holbech.

Processen med tilbygningen har været undervejs i flere år. Det er Aarhus Kommune, som ejer bygningen og grunden på Dalgas Avenue, hvor Det Grønlandske Hus har boet til leje i 40 år.